Fod på gulv – et kultur & sundhedsprojekt i tre trin

Kort introduktion: Fod på gulv er et nyskabende projekt, der styrker trivsel og fællesskab for udsatte unge og voksne med psykisk sygdom gennem tilpasset folkedans. Danseforløbene ledes af erfarne instruktører og musikere, hvor samspillet mellem levende musik, bevægelse, deltagere og medarbejdere er centralt. Forskning fra Aalborg Universitet dokumenterer markante effekter: Bedre mental trivsel, mindre ensomhed samt tegn på øget fysisk sundhed. Fra 2025–2028 udrulles projektet i hele landet i samarbejde med regioner og fonde – med udvidede målgrupper, yderligere forskning og målet om at øge trivslen og forankre de bedst performende formater som et fast tilbud.

Trin 1  afviklede 8 forløb, der viste vækst i deltagernes mentale og fysiske trivsel samt fald i ensomhedsfølelse.

Trin 2  skalerer til en landsdækkende indsats med 30 forløb og undersøger bla. effekt og varighed af forskellige forløb gennem udvidet forskning.

Trin 3  vil sikre forankring i skoler, tilbud og psykiatrien, så folkedans bliver et permanent tilbud, der fremmer trivsel og fællesskab for den enkelte via de bedst performende forløb.

Trin 1 (2022–2024) – med pilotforskning

Projekt og danseteams udviklede metoden, og AAU undersøgte effekten af tilpasset folkedans på den mentale og fysiske trivsel hos udsatte unge og voksne med psykisk sygdom. Der deltog 195 udsatte unge og voksne samt 43 medarbejdere på 8 skoler/tilbud i Nordjylland og Syddanmark. Hvert danseforløb havde 6 dansegange á 90 minutter med instruktion og live-musik. Det var nøje tilpasset til deltagerne i dialog med medarbejdere og lærere, der også dansede med. Dataindsamlingen omfattede mentale trivselsmålinger, aktivitetssensorer, spytprøver, kvalitative observationer og interviews. 

Resultater

  • Signifikant forbedring i mental trivsel
  • Mindre ensomhed og øget tryghed i fællesskaber
  • Indikation på bedre fysisk form: lavere puls, højere aktivitetsniveau og øgede antistoffer
  • Stærkt socialt fællesskab, oplevet af deltagere, lærere og medarbejdere

Konklusion
Tilpasset folkedans aktiverer mod, fysisk nærvær og aktivitet og social interaktion via en trinvis stigende udfordring og bliver derigennem et effektivt redskab til at styrke trivsel hos udsatte grupper.

Se mere om pilotforskningen og læs rapporten her
Trin 1 modtog støtte fra KulturKanten, Region Nordjylland, TrygFonden og Region Syddanmark.

Se og hør mere fra deltagere, forskerne og danseteams i trin 1.

Trin 2 (2025–2028) – Landsdækkende udbredelse

Vi opskalerer tilbuddet til 1.400+ udsatte deltagere på 33+ ungdomsuddannelser/tilbud/psykiatri i hele landet, med fokus på mental og fysisk trivsel, fællesskab og social integration. Start november 2025.

Mål

  • Test af 3 forskellige forløbstyper tilpasset forskellige målgrupper og uddannelser/tilbud
  • Minimum 75% af deltagerne opnår øget trivsel efter forløb
  • Følgeforskning inkl. effektmålinger, potentiel langtidsvirkning og cost-benefit-analyse
  • Metodeopsamling ved danseinstruktører og musikere
  • Forskning i musikkens og musikerens rolle i dans og ved koncert
  • Spredning af resultater via medier, konferencer og internationale samarbejder

Strategi

  • Tæt faciliteret oplevelse på dansegulvet med fokus på tryghed, mestring og fællesskab
  • Tværregionalt forum og samarbejde med sundheds-, kultur- og uddannelsesaktører
  • Efteruddannelse af musikere og instruktører for at sikre kapacitet
  • Udvikling af og start på bæredygtig forretnings- og implementeringsmodel


Støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond, Det Obelske Familiefond, Region Midtjylland,  Augustinus Fonden, Region Syddanmark, Region Hovedstaden. Medvirken af Region Nordjylland.

Læs pressemeddelelsen om trin 2 her.

Trin 3 (2028-) – Forankring og permanent indsats

Vi vil forankre og integrere tilpasset folkedans som et fast landsdækkende tilbud, der kan nå 3.000+ deltagere årligt.